Kontakt : info@reformpartiet.dk

Til forsiden

Hvis du har et indlæg du gerne vil have på Reformpartiets hjemmeside, så send det i et worddokument til info@reformpartiet.dk med navn og adresse. Vi offentliggør kun navn og hvis det ønskes emailadresse (anfør hvis du IKKE ønsker emailen offentliggjort).

Danmark har brug for et nyt socialliberalt alternativ
2006_December, Af Stig Bergstrøm, Reformpartiet, info@reformpartiet.dk

Efter Dansk Folkeparti’s seneste sceneshow, må det stå forholdsvis klart for enhver, at en regering ikke i længden kan basere sin overlevelse på et stærkt populistisk højreorienteret enkeltsagsparti.

Jeg tror vi er rigtig mange økonomisk og socialt ansvarlige vælgere, som er glade for den økonomiske linie som V&K har lagt, men som er godt trætte af, at det er Dansk Folkeparti, som udstikker rammerne for dansk indenrigs-, skatte-, og udlændinge politik og derfor mere og mere hælder til De Radikale eller Socialdemokratiet. For mit eget vedkommende kan jeg ikke socialt tage ansvar for at de svageste igen skal lades i stikken med Socialdemokratiets politik som til enhver tid vil målrettes mod de store vælgergrupper, og ikke mod dem som virkelig har behov for at det offentlige kan træde ordentligt til, når der er brug for det.

De bedst stillede skal nok klare sig uanset hvad, om ikke andet kan de forlade landet og tage hele deres velfærdsproduktion med sig, eller de kan gå på førtids- eller tidlig pension med store pensionsopsparinger og friværdier.

Derfor er der brug for et alternativ til Dansk Folkeparti som parlamentarisk grundlag for en VK-regering.

Såfremt der kan indhentes de nødvendige ca. 19.200 underskrifter vil Reformpartiet til næste valg udgøre et sådant alternativ.

Dermed får Danmark og Danskerne en helt enestående mulighed for at få en økonomisk ansvarlig og stabil politik – såvel nationalt som internationalt – med et socialliberalt udgangspunkt fra midten af dansk politik, men som altså fra starten melder ud, at der peges på en borgerlig statsminister.

Danmark vil således til næste valg have mulighed for at vælge en socialliberal politik med et venstreorienteret socialistisk udgangspunkt i form af Radikale, Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten eller en socialliberal politik med et liberalt udgangspunkt i form af Venstre, Konservative og Reformpartiet – sidstnævnte dog næppe som regeringsdeltagere.

Den socialistiske tilgang til socialliberal politik vil være at systemet skal sikre/udstikke rammerne for individets handlemuligheder og –frihed, mens et liberalt udgangspunkt tager sit afsæt i de enkelte mennesker og indretter systemet/systemerne med udgangspunkt heri, som nødvendige støttefunktioner til de individer som af den ene eller anden årsag har brug for en kollektiv håndsrækning.

Såfremt begge veje tager et socialt liberalt udgangspunkt tror jeg på kort sigt, ikke der vil være den helt store forskel, men på mellemlangt og langt sigt er det min helt klare overbevisning, at der er himmelvid forskel på den økonomiske og sociale sammenhængskraft i de to samfundstyper  – og det er næppe overraskende, at jeg mener det liberale udgangspunkt med dets fokus på det enkelte menneske samt på samfundets værdiskabende evne er den mest langtidsholdbare løsning.

Dermed har Pia Kjærsgaard forhåbentlig underskrevet sin egen ”dødsdom” med den seneste tids cirkusforestilling overfor en ellers ekstrem loyal VK-regering.

oo00oo

God ide med en kvalitetsreform – men bliver den en succes
2006_December, Af Stig Bergstrøm, Reformpartiet, info@reformpartiet.dk

Svaret på ovenstående er sådan set at ”det bestemmer vi vælgere selv”. Vi kan nemlig begynde at påtage os et ansvar og kræve at vores politikere gør det samme – sidstnævnte kræver så yderligere at vi ikke straffer politikere som gør det rigtige.

En af de ting vi som borgere selv kan gøre er at lade være med konstant at kræve kollektive ydelser udbudt af en stadig voksende offentlig sektor, men derimod kræver at der bliver fokuseret på væsentlige velfærdsområder og så må finde os i, at der på andre områder findes alternative metoder end skatteopkrævning og offentligt tilskud.

I Reformpartiet mener vi, at midlerne skal kanaliseres hen på 4 vigtige områder

-         Sundhed og plejesektoren

-         Undervisningssektoren

-         Forskning

-         Politi og retsvæsen

Da vi samtidig mener, at vi marginalbeskatter den private velfærdsproducerende sektor så hårdt at det har en skadelig effekt på den samlede værdiskabelse især på mellemlang og lang sigt, så kan vi ikke bare kræve flere skatter op for at tilføre midler til de nævnte områder og derfor må alle andre områder af den offentlige sektor derimod holde for med besparelser, brugerbetaling, omlægninger, privatiseringer eller helt blive nedlagt.

Gør penge det så alene – nej så absolut ikke, tværtimod vil jeg i visse tilfælde påstå.

Som økonomidirektør i en privat virksomhed er jeg vant til konstant at omlægge og tilpasse ressourcer, arbejdsrutiner og papirgange så vi får mest muligt ud af ressourcerne og fokusere på den primære opgave, som for en børnehavepædagog altså er at passe på vores børn, for en sygeplejerske at yde pleje til syge og for en hjemmehjælper at være til reel hjælp for en ældre medboger.

Det er derfor min klare opfattelse at det ikke vil være særlig svært at få disse helt centrale dele af et velfærdssamfund til at fungere tilfredsstillende, men det kræver store tilpasninger og en mentalitetsændring hos os alle sammen.

Det forudsætter følgende:

-         politisk mod til at prioritere de offentlige udgifter langt strammere end hidtil

-         fokus på serviceområdernes primære funktion (plejere skal pleje, lærer skal undervise osv.) – altså væk med alle de skemaer og kontrolplaner folketingspolitikere indfører for at vise de gør noget, når noget går galt – ofte gør det bare ondt værre, især de institutioner der fungerer ganske glimrende i forvejen.

-         langt større frihedsgrader for de offentlige ledere til at udføre deres ledelsesopgave

-         undgå at gå i panik over enkeltsager hvor et serviceområder fejler – en klassisk fejl af folketingspolitikere der gerne vil i dagblade og tv-avisen

Det er i al beskedenhed hvad Reformpartiet vil arbejde på, hvis vi skulle få plads i folketinget ved næste valg.

oo00oo

Hvorfor skal skatten sættes ned i toppen
2006_December, af Stig Bergstrøm, Reformpartiet info@reformpartiet.dk

Hver eneste gang der tales om skattelettelser ser det ud til, at der fremføres 2 hovedargumenter for at lade være samt at hvis det skal være, så skal det i hvert fald ikke være til de rigeste (som altså i Danmark er alle der tjener over 30.000/mdr.).

1) Skattelettelserne vil øge den økonomiske ulighed i Danmark – og det er ikke politisk korrekt, og anses af nogen for at være socialt uansvarligt – og hvem ønsker at være det.

2) Skattelettelser skal øge arbejdsudbuddet, og a) man kan alligevel ikke få mere arbejdskraft ud af danskerne, der arbejder nok i forvejen og b) højtlønnede vil alligevel ikke arbejde mere, men de vil veksle den lavere skat med mere fritid.

Danmark har fået et nyt parti der tænker mere strategisk og langsigtet, som fokusere på samfundets velfærdsskabelse som en forudsætning for det velfærdsforbrug samtlige nuværende partier bruger det meste af deres tid på at diskutere.

Lige præcis på dette punkt ved vi faktisk at hønen må opfostres før vi kan spise æggene, og derfor er værdiskabelse altså noget der må sikres før vi kan begynde at forbruge af velfærdsskabelsen, og vi må sikre os, at der til alle tider – også i dårlige – produceres velfærd der står mål med den mængde velfærd vi gerne vil forbruge i den offentlige del af økonomien.

Reformpartiet vil lette skatten i toppen af helt andre og mere langsigtede årsager, end de ovenfor nævnte.

Med hensyn til pkt. 1 mener Reformpartiet helt grundlæggende, at Danmark ved at have lavere marginalskat vil kunne øge samfundets værdiskabelse yderligere og dermed kunne gøre mere for de dårligst stillede. Evner vi så oveni købet at prioritere de offentlige ydelser samt kræve at de bedst stillede, der får skattelettelserne, også må betale lidt selv for visse offentlige ydelser, vil vi opnå en markant velfærdsforøgelse for de dårligst stillede.

Således mener vi at økonomisk ulighed faktisk kan være med til at skabe større social lighed. Som samfundet er skruet sammen nu vil det altid være de dårligst stillede der kommer i klemme når eksempelvis hospitalerne ikke fungere effektivt, fordi de offentlige midler bruges til mange andre områder og til offentlige ydelser til mange mennesker, som måske godt kunne undvære visse offentlige goder, eller som selv kunne medfinansiere dem delvist via brugerbetaling.

Letter man skatten med 10% for alle, ja så giver det jo 100.000 for en indtægt på 1 mio. og 10.000 for en indtægt på 100.000, og dermed er den økonomiske ulighed øget. Reformpartiet mener, at lettelser i toppen går hånd i hånd med ønsket om bedre velfærdsydelser til de dårligst stillede.

Med hensyn til punkt 2 er Reformpartiet sådan set ikke helt uenig med denne indvending på kort sigt – men kun delvist. Vi mener at der er en lang række ingeniører, akademikere, forskere mv. som i dag holder igen med yderligere lønindtægt på grund af den massive beskatning, når de kommer op på tkr. 360-500 i årsindkomst.

Men endnu vigtigere så mener vi at topskatten skal lettes for 1) at fastholde de nye generationer af stærkt globaliserede unge, således at de vælger at lægge deres fremtidige værdiskabelse i Danmark frem for i udlandet, 2) at sørge for de nuværende højtlønnede forskere, ingeniører mv. samt virksomhedsejerne fortsat ønsker at bibeholde deres nuværende værdiskabelse i Danmark frem for i udlandet og 3) for at tiltrække højtuddannet arbejdskraft fra udlandet og sikre at virksomheder der ønsker at etablere sig i Danmark kan få den nødvendige kvalificerede arbejdskraft her i landet.

Der er jo noget absurd symptombehandling i at vi på den ene side ”udviser” ingeniører og forskere fra Danmark på grund af den høje beskatning, for så efterfølgende at forsøge at lokke dem tilbage igen med en tidsbegrænset beskatning på ca. 1/3 af normal dansk beskatning.

Reformpartiet ønsker at forebygge, så symptomerne på sygdommene slet ikke opstår, frem for at symptombehandle når de første symptomer ses i samfundet, og så håbe på at sygdommen ikke bryder ud for alvor – det sidste tror vi faktisk allerede er sket, og vi ønsker at stoppe det inden det er for sent, og højkonjunkturen igen bliver til et mere normalt konjunkturforløb, og vi opdager at der slet ikke er de penge til daginstitutioner, skoler, ældreomsorg og sundhedsvæsen som vi troede.

Med reformpartiet i Folketinget vil vi efter næste valg få en borgerlig statsminister fra Venstre eller Konservative, som bliver tvunget til at føre lansigtet økonomisk ansvarlig politik med støtte fra Reformpartiet – eller bliver væltet igen meget hurtigt.

oo00oo

Velfærd til alle – ja tak – men FRA hvem
2006_December Af Stig Bergstrøm, Reformpartiet, info@reformpartiet.dk 

Efter den seneste landspolitiske kamp (den med vores børn som gidsler) slot det mig kampens hede, at det ser ud til, at en stor del af den danske befolkning har den opfattelse at det er den offentlige sektor og dens udbud af ydelser, som er lig med velfærd.

Dette er en meget farlig misforståelse og vi kan samtidig læse at befolkningen frygter fremtidens velfærd. Sjovt nok betyder det så, at man løber efter dem som vil nedbryde fremtidens velfærd ved at overforbruge nu (S, SF, DF og enhedslisten), mens man flygter fra dem som forsøger at sikre fremtidens velfærdsniveau ved at spare op nu, således at vi nogenlunde kan opretholde det nuværende niveau også i fremtiden. 

Det er en kendsgerning at den offentlige sektor forbruger og fordeler en del af velfærden, mens det er den private sektor der producerer den. Det er desværre meget svært at forstå, og derfor bruger de fleste politiske partier primært deres kræfter på velfærdsforbruget og knap så meget på velfærdsskabelsen. Problemet er at de fleste politikere mod bedrevidende giver indtryk af at der bare til alle tider er penge nok og at der ingen grænser er for den offentlige sektors forbrug af velfærden og udbudet af kollektive velfærdsydelser, men det er jo ikke rigtigt.

S ved og forstår dette, men taler ikke om det, SF ved det, men forstår det nok ikke, V og K ved det, forstår det og taler lidt om det, R forstår det, ved det og taler en del om det, mens jeg antager, at DF og Enhedslisten hverken ved det eller forstår det, og derfor heller ikke taler om det. Når V, K og R så taler om det sker det forsigtigt og lidt indforstået fordi man mener ens ministerpension – eller mulighed for at blive minister – kan komme i fare, hvis man er alt for ærlig omkring disse fakta.

Det betyder at befolkningen får en hel fejlagtig opfattelse af hvad velfærd egentlig er for noget – velfærd er det den private sektor producerer – en (stor) del af denne velfærd beslaglægges så i form af skatter og afgifter til kollektivt velfærdsforbrug i den offentlige sektor og kollektiv velfærdsfordeling/-udbud af den offentlige sektor.

For at opretholde et givent velfærdsniveau må der være en fornuftig balance mellem den offentlige forbrugs- og fordelingssektor og den private velfærdsskabene sektor, ligesom der må være et fornuftigt forhold mellem offentlige aktiver og offentlig gæld. Det gælder både størrelsen af den private sektor og ikke mindst den private sektors incitament til at producerer velfærd frem for at forbruge tiden som ferier, kort arbejdstid eller endnu værre tidligere og tidligere at gå fra at være velfærdsskabene til at være velfærdsforbrugene i form af efterløn og tidlig pensionering – eller ved at blive ansat i en stadig større offentlig sektor.

I dårlige tider låner man penge for at opretholde velfærdsniveauet, mens man i gode tider betaler lånene tilbage og sparer op til næste nedgangstid, således at vi kan opretholde det velfærdssamfund, som vi alle sammen er glade for. Under Anker Jørgensen glemte den socialdemokratiske regering dette faktum, og det bragte som nogen kan huske Danmark med den ene fod ud over afgrunden. 

Poul Schluter og Poul Nyrup gennemførte en imponerende genopretning af det danske samfund, en genopretning som Anders Fogh desværre kun vedligeholder, og dermed misbruger en historisk chance for at udvikle yderligere og dermed fremtidssikre vores velfærd – Helle Thorning (og Pia Kjærsgaard) ser ud til, at ville begå samme fejl som Anker Jørgensen og bruge pengene nu i stedet for at spare op til dårligere tider.

Dette til trods for at vi har en af verdens dyreste velfærdssystemer – det undrer mig til stadighed, at ingen spørger om, hvordan det kan være, at den offentlige service er utilfredsstillende, når vi nu bruger så mange flere penge mere end andre og sammenlignelige lande – alle kræver bare hele tiden flere penge ind i dette system.

Problemet er at vi er ved komme så langt, at der er en reel risiko for, at balancen mellem den velfærd den private sektor er i stand til skabe slet ikke kan stå mål med den velfærd vi ønsker den offentlige sektor skal forbruge og fordele. Såvidt jeg kan læse mig til er omkring 60% velfærdsforbrugene mens 40% af befolkningen er velfærdsskabene – at nogen ansvarlig politiker kan kræve denne fordeling yderligere skævvredet forekommer mig aldeles uansvarligt.

En børnehave, en skole, en efterlønner eller en pensionist ekstra producerer altså ikke noget velfærd, som gør os i stand til at øge serviceniveauet – det gør kun nogle flere private virksomheder og arbejdspladser, samt nogle mennesker der gerne vil have disse arbejdspladser og som producere og sælger nogle varer.

Det er mit naive håb, at næste gang nogen mener, at børnehaverne, skolerne, hospitalerne, plejehjemmene, den offentlige trafik, legepladserne og alle de andre områder vi gerne vil have udbudt af den offentlige sektor, ikke fungerer tilfredsstillende, så spørger man sig selv – hvorfor kan vi ikke få det til at fungerer når vi konstant bruger flere og flere penge – og endda bruger flere penge en de fleste andre lande – frem for bare at kræve endnu flere penge til noget der strukturelt simpelt hen ikke er indrettet og drevet effektivt nok.

Det er jo det vi skal kræve af vores lokal- og folketingspolitikere – skab nogle rammer der gør at vores offentlige institutioner har et incitament til at arbejde effektivt og langsigtet.